Smykke materiale guide

Er du også i tvivl om, hvad forskellen på rødguld og rosaguld er? Og hvordan er det nu lige med sterlingsølv? Du finder her en oversigt over de mest gængse materialer, som du kan møde her på siden, når det kommer til smykker og ure.

Ædelmetal

Når du køber smykker, vil du ofte støde på betegnelsen ædelmetal. Disse metaller findes frit i naturen, og danner ikke kemiske forbindelser med andre stoffer. Ædelmetallerne er sølv, guld, platin, palladium og rhodium, hvor guld og sølv er de mest anvendte ædelmetaller indenfor smykkebranchen, men de andre metaller bruges også til fremstillingen af smykker. Sølv og guld har været kendt siden oldtiden, og det blev i særdeleshed populært til smykkefremstilling i Det gamle Egypten, hvor smykkerne blev anvendt til at illustrere ens status i samfundet.

Guld

I sin reneste form er guld et blødt og formbart materiale og er en af de mest anvendte materialer til produktion af smykker. I dens reneste form er guld faktisk ikke særlig modstandsdygtigt over for slitage. Der bruges derfor forskellige typer legeringer med andre metaller, såsom sølv og kobber, når guld anvendes i smykkeproduktionen. Dette er med til at gøre guldet mere slidstærkt og robust. Forholdet mellem guldet og den anden type metal indikerer hvilken type karat, der er tale om. Jo højere karat, jo mere rent guld findes der i legeringen. Til smykker vil du typisk støde på 8, 14, 18 eller 22 karat.

I Danmark er det et lovkrav, at alle guld- og sølvsmykker stemples med et lødighedsstempel, hvor man kan se mængden af ædelmetal i smykket. Udover selve lødighedsstemplet skal der også være producentnavn eller initialer, så det er muligt at spore, hvor smykket er produceret.

Karat Promille Procent
8 karat 333 promille 33,3 %
9 karat 375 promille 37,5 %
14 karat 585 promille 58,5 %
18 karat 750 promille 75 %
22 karat 916 promille 91,6 %
24 karat 999 promille 99,9 %

Guld har i mange år været symbol på rigdom, succes, perfektion og status, og det er en af de mest populære ædelmetaller i smykkeproduktionen. Du kan derfor være sikker på, at et smykke i guld kan fungere som gave til dåben, fødselsdagen eller en anden mindeværdig anledning. Når vi har med guld at gøre fås det i flere nuancer, hvor hvidguld, rødguld/guld og rosaguld er dem, som du oftest vil støde på.

Hvidguld

Hvidguld er en legering af guld og minimum et andet hvidt ædelmetal, hvor der som regel anvendes sølv eller palladium. Hvidguld måles på samme måde som guld i karat, og hvidguld er en lysegrå nuance. Hvidguld er stærkere end guld, og som regel lettere at bearbejde end rent guld. For det utrænet øje, kan det være svært at skelne hvidguld fra sølv, men det er langt fra det samme. En af de største fordele ved smykker lavet i hvidguld er, at det er et materiale, som er meget stærkere end sølv, og det gør smykkerne med modstandsdygtige og derved er det egnet til smykker, der skal følge dig i mange år – eksempelvis en vielsesring. Producentstempel og lødighedsstempel vil altid fremgå i dine hvidguldssmykke, da det er et lovkrav i Danmark.

Guld/Rødguld

Rødguld er en af de typer guld, der skaber mest forvirring, da dette nemlig er en betegnelse, som også bruges til almindeligt guld. Det har i nogle sammenhænge fået navnet rødguld, fordi det typisk legeres med kobber, som har en rødlig farve, men det er altså den type guld, som fremstår i en gullig og gylden nuance, og skal altså ikke forveksles med rosaguld. Guld legeres som oftest med kobber, men der kan også indgå andre metaller, og det er med til at øge metallets styrke og gøre smykkerne mere modstandsdygtige overfor buler, ridser og skræmmer, da rent guld er enormt blødt. Du vil altid finde producentstempel og lødighedsstempel i dine guldsmykker, da det er et lovkrav i Danmark. Guld er et enormt populært materiale til mange forskellige typer smykker og anvendes desuden ofte i vielsesringe.

Rosaguld

Rosaguld er ikke lige så populært som guld og hvidguld, men har det seneste årti vundet indpas i smykkebranchen. Rosaguld får dens unikke rosa nuance, da guldet er legeret med andre metaller. Dette er både betydningsfuldt for nuancen, men sikre desuden, at guldet bliver modstandsdygtigt overfor mulige ridser og skræmmer. I rosaguld vil der typisk være mere kobber i legeringen end i ordinært guld for at give det dens karakteristiske rosa farve. Rosaguld er især populært blandt kvinder, da det giver noget feminint til smykket.

Sølv

I dens reneste form er sølv et relativt blødt materiale, og er kun en smule hårdere end guld. Det er et materiale, som når det poleres får en spejlblank glans, og er derfor populært, når det kommer til smykkeproduktion. Sølv reagerer ikke med rent vand eller atmosfærisk luft, men grunden til at materialet kan anløbe skyldes forureninger i luft og vand. Sølv har længe været et populært ædelmetal i smykkebranchen, og har gennem tiden afspejlet status og rigdom. Sølv fås også i forskellige lødigheder på samme måde som guld og indenfor smykkebranchen vil du hyppigst støde på 925 Sterling Sølv eller 830 sølv, som også kaldes tretårnet sølv.

Sterlingsølv

Sterlingsølv er en af de mest anvendt sølvtyper i smykkebranchen. Det er en legering bestående af 92,5% sølv og 7,5% andre metaller. Legeringen er med til at gøre materialet mere modstandsdygtigt overfor ridser og skræmmer. I smykker fremstillet af sterlingsølv vil du derfor finde stemplet 925 efterfulgt af producentstempel.

Tre tårnet sølv/ 830 sølv

Tretårnet sølv består af 83% rent sølv og legeres med 17% andet metal. Indtil år 1893 var stemplet med de 3 tårne forbeholdt sølvsmede i København, men efter 1893 var det muligt for hele landets sølvsmede at bruge tre tårne stemplet, som på daværende tidspunkt var et stempel for god sølvkvalitet. Udover de tre tårne vil du typisk kunne finde flere typer stempler. Typisk vil der fremgå to tal, som henviser til året, hvor det er stemplet. Derudover vil du kunne finde et mestermærkestempel og typisk også et guardeinstempel, som er et stempel fra den person, der har tilladelse til at kontrollere og stemple sølv i København. I nyere sølv vil typisk ikke være stemplet med de tre tårne. De vil derimod være stemplet med 830 eller 830S. Ældre sølv kan desuden også være stemplet med 830, hvis en sølvsmedemester ikke ønskede omkostningen for at få sit sølv kontrolstemplet med de tre tårne i København.

Andre materialer

Smykker og ure produceres også i andre metaller end ædelmetaller. Mange ure er eksempelvis fremstillet i stål, og titanium er et populært materiale, når det kommer til hudvenlige smykker. Nedenfor finder du en beskrivelse af materialerne stål, titanium, emalje, læder og nylon.

Stål

Stål er en legering af jern med kulstof, og det er et materiale, som anvendes til mange forskellige formål, og det fås derfor i forskellige kvaliteter. Når man snakker om stål, der anvendes til ure og smykker, er de typisk lavet i rustfrit stål af god kvalitet. En af fordelene ved at fremstille ure i rustfrit stål er, at det er et allergivenligt materiale, der er ret modstandsdygtigt overfor ridser og skræmmer. Det er muligt at overfladebehandle stål med forskellige materialer, og du kan derfor finde ure og smykker i stål i gyldne, mørkere og andre farver. For at opnå den ønskede farve udføres det som man kalder en PVD (Physical Vapor Deposition) behandling, som desuden gør smykket mere modstandsdygtigt overfor ridser. En PVD-behandling er en behandlingsform, hvor stålet bombarderes med ioner og nitrogengas ved høj varme, hvor der afsættes et tyndt og stærkt vedhæftende overtræk på stålet. Uret roteres i en ensartet hastighed for at sikre en ensartet lagtykkelse. Når man foretager en PVD-forgyldning benyttes, der typisk ikke ægte guld, men en gylden coating, der ligner guld. Ved at bruge denne type behandling for du et slidstærkt ur eller smykke, som er mere modstandsdygtigt overfor eventuelle skræmmer og ridser. Du skal være opmærksom på, at ure og smykker som er overfladebehandlet med tiden kan miste farven.

Titanium

Titanium er et letvægtsmetal, som er enormt slidstærkt og holdbart. Fordelene ved titanium er, at det er modstandsdygtigt overfor oxidation og heller ikke indeholder nikkel. Titaniums smykker kan derfor anbefales, hvis man er allergisk overfor nikkel eller andre materialer. Titanium bruges desuden også til ure og vielsesringe. Titanium er lettere end stål, og du vil derfor få et lettere ur, hvis du vælger et lavet i titanium. Vielsesringe i titanium er særligt populære, fordi de er enormt holdbare og slidstærke. Man skal dog være opmærksom på, at titaniumringe drejes i et stykke, og det er derfor ikke muligt at ændre på størrelsen af en titaniumsring, da den ikke kan loddes sammen igennem. Du skal derfor være omhyggelig med valg af størrelsen, hvis du ønsker en vielsesring i titanium. Det er desuden muligt at behandle titanium med flere farver, så det er et enormt alsidigt materiale til både smykker og ure.

Emalje

Du finder mange smykker, hvor der er anvendt emalje som en del af designet. Emalje er et tyndt, hårdt glasagtigt materiale, der brændes fast på metallet. Emalje bruges typisk til at beskytte overfalden eller som dekoration, da du kan få emalje i et utal af farver. Brugen af emalje er en ældgammel glasteknik, og du kan finde eksempler på emaljering helt tilbage i det gamle Persien. I dag bruges emalje typisk på smykker, skilte, køkkengrej og skrin. Det er både muligt at finde transparent emalje og gennemfarvet emalje. Emaljering er enormt populært på børnesmykker, da det er muligt at give smykkerne et farverigt udtryk med emaljeringen.

Læder

Læder er et organisk materiale, som er blevet mere og mere populært i smykkeverden og fremstillingen af ure. Læder anvendes typisk til urremme og armbånd. Læder er et holdbart materiale, der med lidt pleje kan holde i mange år. Læder fås i flere forskellige nuancer fra naturens side, men det er også muligt at indfarve læder. Du kan derfor finde læderremme og armbånd i mange forskellige farver.

Nylon

Nylon er et syntetisk fremstillet materiale, som i smykkebranchen anvendes i forskellige armbånd. Nylon er et enormt slidstærkt materiale, og du vil ofte set det i forskellige designs, hvor armbåndene er knyttet på forskellig vis. Nylon fås i mange forskellige farver og nuancer, og du kan derfor finde nylonarmbånd, som passer til dine præferencer.